Om 20 år, når krige udkæmpes med lasere og droner, står nok med den flotteste kanonkugle på Krudten i Elling.
Om 20 år, når krige udkæmpes med lasere og droner, står vi sikkert med den flotteste kanonkugle på Krudten i Elling.
Ja, jeg er utålmodig for tiden.
Normalt værdsætter jeg eftertanke. At tage alle perspektiver med. At sove på store beslutninger.
Men tingenes (s)tilstand nager mig.
I mandags talte jeg i Fællessalen på Christiansborg. Jeg præsenterede Danmarks nye space-klynge Space Connect North. Dygtige kollegaer fra branchen viste også i deres oplæg, at vi har store udfordringer – overvågning og beskyttelse af Arktis og Grønland, for eksempel og at satcom og space industrien er klar til at rykke. Men politisk handling mangler.
Jeg ved godt, at politik tager tid. At man skal kunne tælle til 90. Men jeg ser stilstanden overalt.
Vi nøler. Nedsætter dyre kommissioner, der flere år senere konkluderer, at noget var galt, men at ingen rigtig bærer ansvar.
En veninde, hvis arbejdsskadesag har varet seks år, har netop fået besked: Hun må vente yderligere to for svar.
Supersygehuse, der forfalder, før de er færdige.
Klimaforandringerne buldrer afsted – og i Europa sidder vi med papsugerør og plastiklåg, der ikke kan fjernes fra flasken.
Vi justerer på toppen af isbjerget, men ændrer ikke selve strukturen. Det forlyder, at der er gang i reformerne. Men herude i den virkelige verden? Der står tiden stille. Eller går baglæns.
