Mine børn ved for meget.
Om Trump, om sex, om krigen i Ukraine, om skoleskyderier, hvor mange kalorier, der er i en skumfidus.
Der er ingen hemmeligheder mere. Ikke konspirations-hemmeligheder. Nej, barndommens hemmeligheder, som smagte lidt af magi.
Som et smil på et barn, der drømte sig ombord på Apollo 15. Smilet, når mors frikadeller ramte den sultne mave. Det lille smil helt ude i kanten af mundvigen, når man knækkede koden i en matematikopgave eller når man fatter “Kongens Fald” . Smilet i dag er stivnet. Frossent fast i erkendelsen af viden. Alt for meget viden.
Men vent. Der er mere. For ikke nok med, at det allestedsnærværende internet altid kan berette om hemmeligheden bag mors frikadeller eller vise i detaljer, hvordan stjernerne blev skabt. Nej, nu skabes der også nye uvirkelige virkeligheder. AI’en overtager drømmene og udlever den barnlige magi – vist på banal og kedelig-realistik manér. Fantasidød.
Det er ikke en Morten Korch verden, jeg søger. Udviklingen vil rulle og AI-guderne vil vide, at teknologien har bragt os meget godt. Helt ufatteligt meget faktisk.
Men smilet på mine børns læber er stivnet. Historier om da far var barn og gik på eventyr i Johnnys fars hønsehus og fyldte de alt for korte jeans med pis idet Johnnys far pludselig lagde sin hånd på min skulder. Den slags historier er ikke mere. Nu skabes deres barndomsminder af influenceren, som køber for 10.000 kroner plasticlort på Amazon.
Puha, nu blev det lidt bittert.
Men smilet er stivnet og jeg vil have det tilbage. Jeg vil se mine børn lukke øjnene og forestille sig noget farverigt, noget kilden-i-maven-spændende og undres over verdens magi – uden at ødelægge det ved at finde årsager på nettet.
Er det for meget forlangt?
