Er der en voksen til stede? Nej, hendes ladcykel er punkteret ude på Ringvejen

Når Pernille Rosenkrantz-Theil i København foreslår at pædagogerne hver morgen bør hoppe på ladcyklen, hente ungerne og køre dem i institution, så er det et klokkeklart eksempel på, hvorfor børnefamilierne er under pres.

Lad os lege med tanken om, at forslaget vedtages og at pædagogerne skifter sweateren ud med lycra og cykelklemmer. Hvad vil der så ske?

1️⃣Et halvt år inde i ordningen vil man pludseligt indse, at der er for lidt pædagoger til at passe børnene. Hvorfor? Fordi Jens, Anne og Lis sidder og tramper i pedalerne ude på villavejene. ”Kernevelfærden er under pres”, vil Pia Olsen råbe og der vil blive kigget mod højrefløjen, som vil beskyldes for at udsulte området.

2️⃣Ildsjælene, der er i gang med at uddanne sig til pædagoger, vil begynde at spørge sig selv, om det egentlig var dét, de meldte sig til. Mange drømte om at være et trygt og positivt indslag i børns liv – ikke om at fungere som en slags velfærdens Wolt-bud.

3️⃣Prisen for børnehavepladsen vil stige. For det nye ”velfærdstiltag” koster jo penge og ressourcer. Det koster at have halvdelen af sin arbejdsstyrke trampende rundt i byen. Det koster også for børnene, som ikke får den opmærksomhed og pleje, som de burde.

Det, vi har med at gøre her, er den klassiske og garanteret velmente overbygning på velfærden, som i manges hjerner vil lyde lækkert og lokkende ”Ja, hvis de henter Lærke-Maj, så slipper jeg”.

Til syvende og sidst, så gør disse overbygninger paradoksalt nok, at det ender med, at børnene vil lide under det. For priserne for en institutionsplads vil stige og vi betale mere i skat. Mere i skat betyder, at vi skal arbejde længere og det, som skulle have været et tiltag, som lettede byrden for arbejdende børnefamilier har pludselig gjort det komplet modsatte: Forældrene er mindre sammen med sine børn.

Hvad nu hvis vi turde sige nej tak til velfærdsoverbygninger? Hvis vi pænt bad om at pædagoger passer børn, lærere underviser unge og sygeplejerske og læger helbreder syge fremfor at udfylde skemaer.

Hvad nu, hvis prisen for offentlige ”tilbud” dermed kunne falde og vi i familierne fik lov til at beholde lidt flere af de penge, vi selv tjente? Så kunne resultatet være, at vi kunne VÆLGE at arbejde lidt mindre og i stedet prioritere at se mere til vores børn.

Noget af den bedste tid, jeg har med mine børn, er i bilen, når vi henter og bringer. Det er dér, vi taler – uden skærme, uden forstyrrelser. Den slags tid er værdifuld. Og den har vi forældre både lyst og evne til at tage ansvar for.

Skulle vi ikke prøve at tænke lidt længere end hurtige velfærdsfix, som på papiret lyder lokkende, men som stensikkert vil fordyre vores hverdag og ende med at stjæle tiden, vi har sammen.