Friheden er aldrig givet

Bragt i Berlingske – 4. juli 2025 – Læs her

Af Claus Beck. Kandidat til Aalborg Byråd og Folketinget for Liberal Alliance.

Vi taler meget om tryghed i disse år. Om kriser. Om trusler udefra og indefra. Og alt imens skrumper friheden. Måske er det ikke med vilje. Måske er det bare lettere sådan. For frihed er krævende. Den kalder på ansvar. På mod. På at turde forvalte sit eget liv. Og dét kan være skræmmende.

Friheden er uden en fast bane. Ingen autoritet til at fortælle dig, hvad du skal mene, tro, gøre. Den er både mulighed og forpligtelse. Og derfor bliver friheden let noget, vi tager for givet – eller noget, vi viger bort fra, når angsten gnaver og eksperterne råber »krise!« Men friheden er aldrig givet. Den er altid tilkæmpet.

Kvinder har kæmpet for den – retten til at bestemme over egen krop. Frie borgere har afvist religiøs tvang og enevældig magt. Frihed har aldrig været gratis, og derfor skylder vi at tage den alvorligt. Friheden er også skrøbelig. Ikke kun i historiebøgerne, men her og nu.

Vi ser det lige nu i Aalborg – Danmarks tredjestørste kommune – hvor en ung kvinde med muslimsk baggrund blev truet, fordi hun stillede op til kommunalvalget. Hun blev beskyldt for ikke at være muslimsk nok, for ikke at bære tørklæde og for overhovedet at være kvinde i det offentlige rum. Det er ikke bare et angreb på et menneske – det er et angreb på demokratiet. Og på den ytringsfrihed, vi ellers bryster os af. For hvis ikke friheden gælder for alle – uanset køn, kultur og tro – så er det ikke frihed. Så er det facade.

I stedet for at værne om friheden, lokker regeringspartierne med en anden vare: tryghed. Et mægtigt velfærdssystem, der favner, støtter, regulerer og kompenserer. En stat, hvor frihed ikke er en selvfølge, men noget, der tildeles i små doser – som om vi ikke kan håndtere det fulde ansvar. Som om vi stadig er teenagere, og staten er mor, der ved bedst.

Vi er landet i en tid, hvor kriser er blevet en konstant. Vi fodres med krigsretorik, klimapanik og folkesundhedskampagner. Og midt i det hele: endnu en centralisering. Endnu en fridag væk. Endnu en lille frihed barberet af i fællesskabets navn. Verden er farlig, får vi at vide – kom ind under statens vinger og gør, hvad du bliver fortalt. Så skal du nok få hjælp.

𝐌𝐞𝐧 𝐡𝐣æ𝐥𝐩𝐞𝐧 𝐡𝐚𝐫 𝐞𝐧 𝐩𝐫𝐢𝐬.

For hver gang vi skærer i friheden, svækkes vores evne til at vokse. Ikke bare økonomisk – men menneskeligt. Når staten overtager forældrerollen, overtager den også initiativet, viljen og ansvarsfølelsen. Når alt bliver reguleret, mister vi fornemmelsen for, hvad vi selv kan skabe.

At skabe kræver netop frihed. Frihed til at vælge forkert. Til at starte forfra. Til at sige nej – og ja. Til at rejse noget nyt i stedet for at passe ind i noget gammelt.

Der vil altid være mennesker, som søger trygheden først. Det skal vi ikke håne. Men det må aldrig blive idealet. Idealet må være frihed. Ikke frihed uden forpligtelse. Men frihed som mulighed. Frihed som ansvar. Frihed som det sted, hvor vi kan fejle – og lære.

Og det er værd at spørge sig selv: Vil vi leve i et samfund, hvor vi aldrig må mislykkes? Eller vil vi leve i et samfund, hvor vi har friheden til at forsøge?

Den tryghed, vi bliver solgt, er ufri og nem at sælge gennem kriseretorik. Ægte frihed er svær – og kalder på større personligt mod og handlekraft.