
Aalborg kalder Hollywood – Socialdemokratiet bør tage telefonen
Bragt i Nordjyske – 25. juni 2025
Vi kender efterhånden fornemmelsen, når Trump igen rykker stregerne for, hvad man kan tillade sig som magthaver. Når han udbasunerer usandheder, der er så vilde, at man næsten må trække på smilebåndet. Beskyldninger om store komplotter og karaktermord på enhver, der ikke makker ret.
Men i det mindste har Trump noget at lyve for, et præsidentembede i en af verdens største økonomier.
Tilbage i Aalborg har vi rådmand Nuuradiin S. Hussein (S), som senest i en udvikling, der burde få Hollywood til at ringe, angiveligt mistænker en byrådskollega for at have betalt en ung mand for at skade sig selv og skyde skylden på Husseins søn. Angiveligt som led i en politisk magtkamp.
Bevares – det er stort at sidde om det runde bord i byrådssalen og repræsentere borgerne. Men helt ærligt: At tro på, at nogen i Aalborg planlægger betalt selvskade for at udmanøvrere en lokalpolitiker. Det ville end ikke Kafka have skrevet.
I forløbet har borgmester Lasse Frimann Jensen fået kritik. Og ja, indtil videre har han mest spillet statist i denne B-film. Danset om den varme grød. Men spørgsmålet presser sig på: Hvornår tager nogen i Socialdemokratiet ansvar?
Hvis den lokale partiforening ekskluderer Nuuradiin Hussein, risikerer de, at han stiller op på egen liste og napper 3-4.000 stemmer med sig. Omvendt kan de, som det ser ud, vælge at klamre sig til stemmeslugeren, som allerede har været involveret i mindst fire sager, der hver især rejser tvivl om dømmekraft og adfærd.
Helt ærligt: Er det virkelig et svært valg?
Vil man fortsætte med at feje problemerne ind under gulvtæppet og håbe, det ikke lugter for meget op til valget? Eller vil man sende et signal til aalborgenserne om, at man faktisk arbejder for dem og ikke bare for at pleje egne interesser?
Nå. Jeg må vist hellere få tændt for Hollywood igen. Måske er det dér, jeg finder næste kapitel i det her plot. Men husk, Aalborg: I har et valg til november. Brug det og bring fornuften tilbage i byrådet.



