Tvivlen i det skarpe sind

Bragt i Nordjyske – 25. juni 2025

Tag nu det gamle keyboard med hjem – sagde min mor, da min far var gået bort og vi skulle rydde mit barndomshjem.

Keyboardet var hvidt. Eller det havde været, da jeg selv for mange år siden sad og spillede Æblemand.

Jeg nægtede først at tage det med hjem til min dreng. Hvad skulle han med det gamle skrammel? Men som det selvfølgelig går, når man selv som voksen forsøger at tale sin mor imod, så blev det gamle skrammel smidt bag i bilen og kursen blev sat mod Aalborg.

Min søn blev overraskende glad. Satte sig i boksershorts, stadig med morgenmadsnutella om munden, og spillede lystigt på det gamle keyboard. Jeg viste ham nogle af de nemme sange, og han gav sig ivrigt i kast med det. Han elskede, når vi spillede sammen, siddende tæt på den lille bænk, vi havde fundet.

I dag – nu fire år senere – satte en ung mand sig til sit klaver inde på teenagerværelset, hvor pladecovers med Bowie og Radiohead pryder væggene. Han sad et sekund og kiggede ned på sine hænder, som først nænsomt aede de hvide tangenter for derefter at sætte tungt i gang. 

Ikke Æblemand eller Prinsesse Toben, som faderen havde formået. 

Nej, han lagde ud med Beethovens Måneskinssonate, som dog halvanden minut inde kedede ham, så han slog over i lidt improviseret swing-blues. Opslugt af musikken, svajende i stolen. Puster lidt alpacahår væk fra øjnene – som dog lukkes i fryd ved en særlig passage.

Han er Teenager. Ja med stort T. Løsriver sig, er kold og varm. Uregerlig – men også helt fantastisk. At være vidne til et ungt liv i fuldt flor er noget af det vanvittige, jeg har oplevet. Han er ambitiøs i skolen, men har ikke altid haft det nemt. Ikke en fodbolddreng, ikke en af de smarte – altid midt imellem og meget sig selv.

Og mens han kastede sig over skolens lærdom for at glemme drillerierne, så blev jeg bekymret, for han blev også sort/hvid. Ganske som tangenterne på klaveret, som endte med at blive hans redning – mest fra sig selv. For der i musikken tillader han sig selv at stige ud af Excel-arket og formlerne og lade sig svæve ned ind i tonernes rum.

Ikke se skævt til de, der mestrer noget

Der er børn, som kæmper med det faglige – og dem skal vi hjælpe. Men vi må ikke glemme ensomheden og tvivlen i det skarpe sind. De unge, der sluger viden som ilt, har også brug for nogen, der ser dem, fodrer dem, forstår dem.

Og ja, hans overlegenhed til de igangværende 9. klasses eksaminer gør ham næsten forlegen over for andre, som må slide i det. Men det må han og andre i samme båd jo aldrig klandres. Nej, vi skal fordre dem med alt den viden, alt den musik, alle de nuancer, alle de oplevelser, som deres hjerner og hjerter kan rumme. Og vi må simpelthen ikke i Jante-Danmark se skævt til nogen, som mestrer noget. Det bliver ingen mere lykkelige af.

Jeg er taknemmelig for, at jeg alligevel valgte at tage mit barndomshjems gamle keyboard med hjem. Til den unge mand, som har fundet melodien i sig selv.

Og måske minder han os om noget, vi har glemt:

At dygtighed og dybde ikke må mistænkeliggøres.

At ikke alle børn har brug for mere skærmtid, gruppearbejde og glade heppere – men for fagligt modspil, større udfordringer, nysgerrige voksne og plads til at fordybe sig.

Hvis vi i folkeskolen og fritidslivet kun retter ind efter middelmålets tryghed, risikerer vi at tabe dem, der kunne have løftet os alle.

Det gamle keyboard blev en gave. Ikke kun til min søn – men til mit syn på de unge, vi ofte glemmer, fordi de ’klarer sig selv’.