
Værdig velfærd er ikke gratis i Aalborg
Bragt i Nordjyske – 20. maj 2025
Værdig velfærd er ikke gratis.
Langt fra. Og sandheden er, at vi ikke får flere penge til at investere i velfærden ved at ansætte flere i det offentlige. Det er kun logisk, at selvom en offentligt ansat betaler skat, ja så stammer pengene allerede fra den offentlige kasse.
Jeg siger ikke, at vi ikke skal efterstræbe bedre velfærd, for det bør vi. Når vi betaler +50% i skat, så er det mere end legitimt at forvente, at de ældre, de syge og de, som ikke kan, bliver mødt af en effektiv og vedkommende stat. Det har skatteyderne fortjent.
Men de fleste af os ved også, at det private erhvervsliv finansierer hele fundamentet for vores fælles velfærd. Hver en krone, der bruges i det offentlige, er i sidste ende skabt af et privat initiativ.
Nummer 81
Vi kan ikke fortsat kræve mere og samtidig føre en erhvervspolitik i Aalborg, som gang på gang udløser dårlige målinger af erhvervsklimaet. I Dansk Industris store årlige måling af 91 kommuner, lå Aalborg Kommune i 2023 på en 52. plads og faldt yderligere til en 58. plads i 2024. Noget er galt med de nuværende prioriteringer. Særligt skidt står det ifølge målingen til i kategorien “sagsbehandling”, hvor vi scorer en 80. plads ud af de 91 kommuner.
Og logikken her er klar: Hvis en anden kommune kan løse problemet hurtigere, ja så kan det i mange tilfælde bedre betale sig at placere sin virksomhed der.
Tænk f.eks på en grøn industrivirksomhed, der arbejder med energilagring eller affaldssortering, og som overvejer at slå sig ned i Nordjylland. Hvis den vælger Brønderslev frem for Aalborg, alene fordi sagsbehandlingstiden dér er markant kortere, så mister vi ikke bare arbejdspladser og vækst – vi mister også muligheden for at være en foregangskommune i den grønne omstilling. Brønderslev Kommune ligger for øvrigt i kategorien “Sagsbehandling” på en 24. plads, og Hjørring som nr. 26.
Og problemet stopper ikke ved sagsbehandlingen alene.
Aalborg er samtidig Danmarks 5. fattigste kommune, hvis vi kigger på likviditet. Det er groft sagt et udtryk for, hvor mange penge kommunen har i kassen, og hvor godt vi er rustet til at håndtere uventede udgifter uden at skulle ud i nedskæringer eller låntagning. Altså en 5. sidste plads, hvor kun kommuner såsom Langeland, Odder og Faxe ligger lavere. Det er ikke holdbart, og et udtryk for, at vi ikke har turdet satse på vækst.
Kræver mod
I netop denne tid – med et kommunalvalg på vej – vil vi opleve at de byrådsmedlemmer, som har været med til at skabe denne situation, vil sætte den gamle plade på og fortælle, at de skam ønsker et nært samarbejde mellem erhvervslivet og kommunen. Men hvad har vi opnået? Er det blevet nemmere at drive virksomhed siden sidste kommunalvalg? Næppe.
Ja, det kræver investering og mod at vende udviklingen – men det er nødvendigt. Vi bliver simpelthen nødt til at få de langsigtede briller på og allokere midler for at få nedbragt de enormt lange ventetider og det bureaukrati, som i dag indfinder sig, når virksomhederne i Aalborg Kommune henvender sig for at få behandlet et tiltag. Der vil være år, hvor byrådet kan blive nødt til at træffe hårde beslutninger for at få gang i erhvervslivet i kommunen igen.
Men når det sker. Når erhvervslivet får fat og når virksomheder ligefrem tilvælger Aalborg Kommune, så vil det skabe vækst, arbejdspladser og innovation til hele egnen. Noget, som kan veksles om til værdig og finansieret velfærd.
Får jeg og de øvrige LA-kandidater borgernes støtte, så vil vi bruge den indflydelse til at bekæmpe de forhold, der forlænger sagsbehandlingstiderne. Vi vil kæmpe for og insistere på, at erhvervslivet får rammerne til at vækste.
Det nytter ikke noget at se skævt til de, som tjener penge. Det nytter ikke noget at kræve flere kommunale ressourcer, hvis kassen er tom. Det nytter kun at turde prioritere, at pengene skal skabes, før de kan bruges.



