Vender vi for ofte den anden kind til?

Bragt i Jyllandsposten trykt og online den 11. oktober 2025 – Kan læses på JP Debat her.

Vi lærer vores børn at vende den anden kind til. Men hvor mange kinder kan et fællesskab egentlig blive ved med at vende? Hvor er ordentlighedens grænse?

Jeg har ikke flere kinder at give. Sådan sagde min søn efter en lang og opslidende skoledag.

Han var igennem en svær periode. Eller rettere – andre elever var, og min knægt blev pryglknabe for deres frustrationer. Enhver forælder, der har oplevet deres barn komme hjem fra en dag, hvor mobning stod på skoleskemaet, ved at der næppe findes en større smerte. Man raser indvendigt – man har lyst til at slå igen på deres vegne.

Jeg er ikke overvældende religiøs, men jeg har sat mig ind i sagerne. Jesus sagde: vend den anden kind til. I samme ånd som Gandhi og buddhismen – troen på, at vold kun avler vold. Derfor havde jeg opfordret min dreng til at vende den anden kind til, når mobberne ramte.

Nogle vil mene, at det er en svag tilgang. Men jeg tror oprigtigt, at man kun falder ned på et uværdigt niveau, hvis man møder mobning med mere mobning – vold med vold. Den sande værdighed findes, når man kan hæve sig. Ikke acceptere, men løfte sig. Bruge kløgt og intelligens, når modparten kun bruger tvang. Vende ryggen til bøllen og nægte at give ham den ammunition, som et slag tilbage altid er. For bøllen næres af modstanden og genkender særligt, hvis niveauet er på hans.

Men da min søn en dag kom hjem – endnu en gang mobbet i gulvet – sagde han: ”Men far, jeg har ikke flere kinder at vende til.”

Bare ved at skrive sætningen bliver jeg berørt. For det ønsker du jo heller ikke for dit barn – at han skal bruge dine forestillinger som skjold, indtil han står fortvivlet og må erkende, at han alligevel ikke kunne holde.

Jeg har ikke flere kinder at give.

Det samme mønster i klassekassen – og i samfundet

Og måske gælder det ikke kun i skolegården. Vi ser det samme mønster i klassekassen – og i samfundskassen.

På forældremødet blev det aftalt, at forældrene indbetaler et årligt beløb til en fælles klassekasse, som igennem 10 år kan forsøde tilværelsen og danne grundlag for en større tur i 8. klasse. Indbetalingen er frivillig, men i min datters klasse har 40 % ikke betalt.

Og jeg fortæller min hustru: ”Sådan er det jo – der er jo nogle, der gerne vil nyde af de fælles goder, men som helst ikke vil indbetale til kassen. Vi må gøre det rigtige og bare lade det fare.”

Sådan er det i klassen – og sådan er det i samfundet. Med min skat ved jeg trods alt, at jeg betaler for dem, der ikke kan selv: de syge, de ældre, de handicappede. Selv i klassekassen må min indbetaling gerne dække de, som ikke kan finde 200 kroner årligt. Og deres børn skal aldrig få det at vide. Men så er der resten – de, som godt kan, men ikke vil. De, der mæsker sig i de fælles goder og bagefter brokker sig højlydt over fordelingen.

Vi lærer vores børn, at de skal vende den anden kind til. Men jeg hører min søn sige: Jeg har ikke flere. Og måske er det ikke kun ham – måske er vi mange, der står uden flere kinder at give.